Op ] Søgeside ] Indhold ]  

Galleri og Dukkemuseum Livøvej 41, Rønbjerg,  9681 Ranum, Vesthimmerland, Nordjylland Tlf.: 9867 7775

[Startside]
[Op]

Pressemeddelelse 

Galleri  Livøvej 41 præsenterer Pii  

Den nørrejyske kunstnergruppe Pii består af 5 medlemmer, som på utallige udstillinger hver på sin vis har gjort sig bemærket i det kunstneriske landskab. Denne gang med en gruppeudstilling i Rønbjerg, hvor de i fællesskab disponerer over hele galleriet. 

Fælles for gruppen er de klare, vel definerede former, der kommer til udtryk i de færdige arbejder. Udgangspunktet og graden af abstraktion varierer.  

Willy Tølbøll har tidligere med succes udstillet på galleriet. Han bearbejder impulsivt indre indtryk, der måske nok er opstået i mødet med naturen, til klare abstrakte former. Willy Tølbøll er uddannet på Harald Isensteins kunstskole, København og har siden været elev hos Leo Thellefsen, Aalborg. Han har bl.a. udstillet på Aalborg Kunstpavillon, Dronninglund Kunstmuseum, Galleri Inuit og Kulturspinderiet, Silkeborg

Elin Sonnes billeder tager udgangspunkt i indtryk fra naturen. Måske går hun tæt på; men hun fastholder klart naturens linjer, så man trods maleriernes enkelhed tydeligt ser fx de dramatiske linjer i det grønlandske landskab. Elin har modtaget undervisning i maleri på Jysk Kunstakademi og har bl.a. været repræsenteret på Kunstnernes Påskeudstilling.

Margrethe Christensen maler med tilsvarende enkelhed menneskekroppens positur, skygger og tyngde. Gennem sine frodige kvindeskikkelser forsøger hun at bryde normen for skønhed og perfektionisme, men også at understrege kropssprog og stemning. Hun tiltrækkes af det, som måske ikke kaldes billedskønt og fuldendt - og hvem afgør, hvad der er perfekt? Margrethe er tildelt Form-Art prisen, Hamborg i både 2007 og 2008 og deltager i øvrigt i såvel censurerede som ucensurerede udstillinger. 

Det galleriet har set fra Tove Kobberøs hånd adskiller sig noget fra de øvriges ved en større detaljerigdom. Hun arbejder oftest med et tema, som så bliver undersøgt og bearbejdet.  Tove har fået sin kunstneriske uddannelse på Århus Kunstakademi. 

Keramik og glas er formet af Margit Plougstrup, der tidligere har udstillet på galleriet med succes. Hun er uddannet glas- & keramisk formgiver. Man fornemmer i mange af hendes ting, at hun er inspireret af naturens former fx et løg, en frugt, en svanehals eller et svampesvøb. Hun har deltaget i talrige separate og fælles udstillinger. Fx Nørhalne viser Kunst, Efterårskunst Jerslev, Dronninglund Kunstcenter, Kirsten Kjærs Museum samt Gallerier og Danske kunstforeninger m. m 

Det er med stor glæde galleriet viser Pii’s solide kunst det meste af sommeren - fra ferniseringsdagen lørdag den 27. juni til nedtagningen den 13. august

Tilbage                Til Startside           Til galleri